Hjem til Gozo

Af Elsebeth Egholm

Gozo er en lille ø på 67 kvadratkilometer og med omtrent 30.000 indbyggere. Den er en del af Malta og ligger lige syd for Italien. På en god, klar dag kan man, hvis man er heldig, skimte Sicilliens kyst fra øens nordligste punkt. Befolkningen er katolikker, og man siger, at der er flere kirker, end der er politimænd.

Da jeg første gang hørte om øen, troede jeg, det var navnet på en ost. En veninde tog mig med derned i sommeren 1990, og her mødte jeg min mand, Philip, som døde i 2005. I årevis delte vi vores liv mellem Danmark og Gozo, og i dag har jeg stadig en lejlighed på øen.

Når man siger Middelhavsø tænker de fleste på sandstrande, hvidkalkede huse og blåmalede døre, et væld af blomster og en dekorativ kat på en blå stol. Idyl; skønhed, pittoreske scener og ingen grimhed. Sådan er Gozo ikke.

Gozos skønhed er ikke så umiddelbar, og jeg har oplevet, at tilrejsende enten betages af øens særlige, rustikke charme, eller også kan de ikke komme hurtigt nok hjem.

I min roman, Scirocco, har jeg netop forsøgt at indkredse det særlige ved Gozo, og jeg har med vilje ikke idylliseret øen. Den er mere barsk, end den er køn, og der er nærmest ingen træer. En veninde sagde engang, at det var Færøerne oversat til lunere himmelstrøg: Gozo er en klippeø, og der er ikke meget sandstrand. Dog har vi en enkelt, som er ganske berømt, nemlig Ramla, hvor sandet helt usædvanligt for øen er rødt. Det er Saharas sand, for Gozo og Malta ligger lige midt imellem Europa og Afrika. Men bortset fra Ramla og den meget mindre, hvide strand, Hondoq, er det klipperne, der giver øen dens personlighed. Man skal kende stederne: de små fjorde, som er skåret ind i klipperne, og hvor der lige ligger en lille fiskerestaurant og et bådehus; de frodige dale, hvor bønderne dyrker deres grøntsager, og hvor man kan gå de skønneste ture og ende med at få ondt i læggene af sine anstrengelser; og ikke mindst barerne og restauranterne, hvor man møder lokalbefolkningen. Venlige, humoristiske mennesker, som taler engelsk, og som hviler i sig selv.

Gozo er en arbejdende ø. Der er sammenhæng i livet, og det giver ro, også til den, der kommer udefra. Det er ikke som i Danmark, at de unge mennesker forlader øen, tværtimod. Går du i kirke en søndag morgen, møder du familierne og alle de unge, der vokser op og lever deres liv her, bliver gift, stifter familie, bidrager til helheden.

Mit liv på Gozo består af arbejde, natur og tid med gode venner. Jeg finder en ro på øen, som jeg ikke har i Danmark og lever et udeliv, som klimaet i Danmark ikke indbyder til. Solen gør mig i godt humør, og jeg vågner om morgenen fuld af ideer og sætter mig til computeren lige efter morgenmaden. Efter et par timers arbejde går jeg som regel en lang tur. Forår og efterår er favoritterne. I marts måned er der et væld af blomster på klipperne, og farverne - de gule klipper og det blå hav - står knivskarpt. Om efteråret kan man bade til langt ind i oktober.

Efter frokost og flere arbejdstimer, er jeg fri til at ses med venner og bekendte. Det foregår som regel ude i byen, nede på havnen, hvor fiskerbaren Gleneagles Bar ligger. Eller også mødes vi til en kop kaffe eller et glas vin på torvet inde i hovedbyen Victoria.

Men Gozo skal ses og opleves. Den er ikke bare geografi og tørre tal. På mange måder føler jeg mig lige så tilpas der, som i Danmark, og når tiden nærmer sig, at jeg skal derned, tænker jeg altid: 'Nu skal jeg snart hjem til Gozo.'

Marts 2007