1. Hvor meget af dig selv er der i Dicte?

Sv: Jeg er ikke Dicte. Hun har på overfladen nogle træk fra mit eget liv: Hun bor i mit hus; hun har min hund, og hun har også min journalistbaggrund og et tæt forhold til Århus. Men Dicte er meget mere kompliceret som person, end jeg føler mig. Hun bærer på en historie - hun er opdraget som Jehovas Vidne; har opgivet en søn til adoption - som et helt ulig min egen. Hun er også langt mere modig og stædig, end jeg.

2. Hvordan er din arbejdsmetode?

Sv: Jeg bruger måneder på at forberede en bog, inden jeg skriver de første kapitler. Når jeg har de store linjer i plottet og en ide med, hvor mine karakterer skal hen, sætter jeg mig ned for at skrive. Jeg arbejder bedst om formiddagen, ca. fra kl. 9 og to-tre timer frem. Derefter går jeg som regel en lang tur - med hund eller uden - og holder en frokostpause. På min gåtur planlægger jeg videre frem i kapitlet, eller forsøger at se nogle kapitler frem. Jeg kan godt lide at vide, hvad der skal ske i de næste tre-fire kapitler, så historien og karaktererne ikke tager magten fra mig. Det er mig, der styrer. På den måde er jeg nok lidt af en control freak.

3. I Dicte-bøgerne tager du store samfundsproblemer op, som integration og terror. Hvor er din egen holdning?

Sv: Jeg hører til den gruppe af forfattere, der som den gamle, objektive journalisttype stræber efter at fremlægge historien så nuanceret som muligt og overlade konklusionen til læserne. Det har jeg tillid til, at de selv kan finde ud af. Jeg bryder mig ikke selv om løftede pegefingre rent politisk, når jeg læser en roman.

4. Hvor kommer ideerne fra?

Sv: Dicte-serien har som mål - udover at være krimi - også at tage snapshots af vores samfund og spejle det, vi går og diskuterer til daglig. Derfor bruger jeg medierne meget. Jeg klipper ud fra avisen, når en historie pirrer mig og virker som om, den var noget for Dicte Svendsen. Jeg tager notater, hvis jeg ser et interessant indslag på Nyhederne; jeg lytter til, hvad mine veninder og venner taler om. Plottet til min næste bog kom fra en god ven, som er krimi-reporter for Associated Press i New York. Jeg bad ham fortælle om den mest spændende historie, han havde dækket. Jeg fik kuldegysninger, da jeg hørte den - et godt tegn.

5. Hvordan researcher du?

Sv: Jeg har gode kontakter ved politiet i Århus og på Retsmedicinsk Institut. Jeg kender en dygtig kriminalmand, som altid læser manuskriptet igennem, så jeg forhåbentlig undgår de værste polititekniske brølere. Derudover tager jeg gerne ud og ser på lokaliteter, som jeg forestiller mig kunne indgå i romanen. Til brug i 'Nærmeste pårørende' fik jeg en meget fin rundvisning på forbrændingsanlægget i Lisbjerg og i en bunker oppe ved Beredskabsstyrelsen i Skejby. Det hjælper selv at have været i miljøet. Så kan jeg bedre i få ord skitsere en bestemt stemning.

6. Kan du blive ved med at skrive om Dicte Svendsen?

Sv. : Så længe Dicte stadig udvikler sig og gemmer på hemmeligheder, jeg ikke engang selv var klar over, så vover jeg at lade hende fortsætte. Jeg har en drøm om at lancere en mandlig hovedperson sideløbende med Dicte-serien. Vi får se, hvor langt jeg kommer.

7. Du kommer meget tæt på virkelige begivenheder - f.eks. branden på Møllevangsskolen i Århus. Hvor går grænsen?

Sv: Grænsen er flydende. Dette er fiktion, men ja, jeg benytter mig af virkeligheden og former min historie omkring virkelige begivenheder, fordi det giver et nutidspust og en friskhed til romanen. Det passer godt med, at Dicte er journalist. Men jeg bruger ikke virkelighedens navne, og jeg føler ikke, jeg udleverer personer - det er mere begivenhederne, som interesserer mig. Alle mine personer er - inde i mit hoved - fiktive.

8. Hvor arbejder du bedst - i Danmark eller på Gozo, hvor du også bor?

Sv. : Hvis jeg er på Gozo, får jeg mere fra hånden. Der er ingen udenoms ting, som hiver i mig såsom bogmesse, foredrag eller boglancering. Alt det er også sjovt, men bøgerne skal jo først og fremmest skrives. Det kan i stigende grad være vanskeligt at finde ro herhjemme, men selvfølgelig er det et luksusproblem. Når alt kommer til alt arbejder jeg godt begge steder.

9. Hvorfor skriver du krimier?

Sv. : Jeg har altid læst et hav af krimier og elsket genren, fordi den er så god til at trække både læser og forfatter igennem historien. Og så har jeg fundet ud af, at man kan proppe næsten alt ind i en krimi. Jeg kan godt lide at beskæftige mig med etiske og moralske dilemmaer, og dem får jeg fint plads til i Dicte-serien: Hvor langt vil vi gå for det lykkelige familieliv? Er vi parate til at udnytte andre kvinder for at få vore ønskebørn? Den slags. For mig vil personerne nok altid være vigtigst, men plottet er den motor, som driver dem fremad og også udvikler dem.

10. Er det ikke et ensomt job at være forfatter?

Sv. : Jo, man skal nok egne sig til det. Jeg kan godt lide ensomheden. Men der er også en udadvendt side af det at skrive bøger. Jeg får fint dækket mit behov for det sociale, når bogsæsonen banker på med foredrag, bogmesser og andet. Og ellers er der jo vennekredsen. Jeg sørger for, at jeg ind imellem tager til byen og spiser frokost med venner og veninder. Det er nødvendigt selv at være lidt udfarende og hanke op i folk. Alle har jo travlt med deres.