Uddrag fra 'Nærmeste pårørende' side 9-11:

- Den står i skabet ved siden af kaffemaskinen, råbte hun efter ham og modtog et grynt til svar.
     Den trygge skramlen af hans tebrygning akkompagnerede lyden af kuverter, der blev revet op, da hun tolv timer forsinket åbnede dagens post. Det var det sædvanlige her i agurketiden. Et par pressemeddelelser om weekendaktiviteter for børn og invitation til blomsterweekend i Den Gamle By. Der var også en hvid, foret kuvert adresseret til redaktionen c/o Dicte Svendsen med tyk streg under 'personligt'.
    - Hvad er det?
    Bo kom ind med tekruset. Han satte det på hendes skrivebord og knappede selv en dåseøl op, så det skummede, og drak uden glas.
    - Aner det ikke.
    Hun vendte og drejede den lille pakke i hånden.
    - Afsender?
    - Ingen.
    Hun tænkte på brevbomber og følte sig åndssvag. Det måtte være al den snak om terror. Man kunne også gå for let i panik. Hun rev flappen op. Der lå en cd-rom i den. Ikke noget brev. Ikke andet. Hun sad med den i hånden, forsigtigt som om den kunne eksplodere mellem hendes hænder. Bo hævede et bryn.
    - Måske er det en virusbombe.
    - Måske, men vi har jo antivirus, ikke?
    Han trak på skuldrene. Dicte overvejede mulighederne, men hendes hånd blev styret af nysgerrigheden, og inden hun vidste det, sad cd?en i drevet.
    - Hvad er det værste, der kan ske?
    Hun spurgte, mens en film begyndte at køre på computerskærmen. Scenen var sat til dansk sommer, og hun kunne næsten indsnuse duften af blomster efter regn. Det hele var frodigt som i Edens Have. Der var græs og buske og træer, hvis farver løb sammen i alle nuancer af grønt. Der stod en træstub flankeret af to pæle. Kameraet zoomede ind på stubben. Overfladen var ren og lys og jævn. Så var det, som om kameraet tippede lidt, og der var en pause, inden en ny scene begyndte. Det var den samme have. Den samme træstub. Men pludselig lå der en skikkelse med hovedet på blokken. Det var en mand. Muskuløse arme blev holdt ud til siderne, helt nede ved jorden, tilsyneladende spændt fast til de to pæle i græsset. Skikkelsen vred sig og forsøgte at slippe fri, men det nyttede ikke.
    - Hvad fanden?
    Der var chok i Bos stemme. Han stod bøjet over hende, og ordene sendte en varmestråle ned over hendes nakke. Hun ville trykke på 'stop' men lod alligevel være og vidste ikke, hvorfor. Nu trådte en ny person ind foran kameraet. Det var umuligt at se, om det var en mand eller en kvinde. Hele skikkelsen var indhyllet i et sort gevandt.  Mellemøsten, fløj det gennem hendes hoved. Nordafrika, måske. Der var kun små sprækker til øjnene. Dicte hørte sit eget gisp, da en sabellignende genstand blev svunget over hovedet på den fastspændte mand. Hun så, men så alligevel ikke noget. Synssansen nægtede at samarbejde, og hun stirrede hypnotiseret ind i skærmen.
    - Fy, for satan, mumlede Bo, og hans fingre borede sig ind i hendes skulder.
    - Sluk for det lort.
    Men hun slukkede ikke. Det gjorde han heller ikke. Bagefter, da blodet havde sprøjtet, og kroppen havde spjættet sig livløs, og sablen efter flere forsøg havde hugget mandens hoved af, vendte hun sig og brækkede sig ud over gulvtæppet.

Uddrag fra 'Personskade', side 37-38.

Da Dicte kørte tilbage til redaktionen, flettede Anne og pigen på havnen sig ind i hinanden som enderne i et reb. På overfladen havde de to historier intet med hinanden at gøre. Men hvis man så godt efter, var der alligevel en lighed i noget eksotisk og fremmed, der var dumpet ned i andegården og så det faktum, at de, hvis ikke hun tog meget fejl, begge var blevet berøvet noget helt, helt fundamentalt. I Annes tilfælde hendes biologiske forældre. Hun nåede lige at tage telefonen, idet hun trådte ind ad døren til redaktionslokalet, hvor Davidsen tronede ene mand bag sin skærm.
    - Dicte Svendsen.
    - Du har nok været ude og danse moderne, lød Kaisers stemme fra redaktionen i København.
    Hun orkede ikke at forklare en gang til, hvorfor hun havde befundet sig på havnen lørdag nat. I stedet ventede hun på redaktørens næste spørgsmål, selv om hun næsten kunne forudse ordlyden.
    - Voldtægter på stribe og nu det her. De er hårde ved pigerne i Århus. Hvem er hun?
    - Hvis jeg vidste det, var det spisesedlen til i morgen. Der er pressemøde om en halv time, så får vi måske et svar, sagde hun.
    - Men du så hende?
    Hun nikkede ud i luften men indså, at han ikke kunne registrere det.
    - Jeg så hende.
    - Lys, mørk? Dansker, udlænding? Hvad er dit gæt?
    - Begge dele.
    Der var tavshed i røret. Nu var det ham, der ventede.
    - Hun havde langt, lyst hår, uddybede hun. - Hvis man så godt efter, var hårrødderne sorte. Høje kindben.
    - Asiat?
    - Måske knap nok. 
    Han fløjtede sagte. - Østeuropa?
    - Jeg kan tage fejl.
    Hun kunne ligefrem se overskægget vippe opad i et lille satanisk smil, og var endnu en gang taknemmelig for afstanden mellem Århus og København.
    - Næ, virkelig?
    Hans stemme ændrede sig pludselig, og en form for professionel omsorg sneg sig ind. - Kan du klare det?
    Kunne hun det? Han kendte hende så godt. Hun tænkte på den unge pige og hendes sårbarhed; på det lange lyse hår som kontrast til det blodige underliv. Hun vidste, at hun kunne bede ham pege på Holger Søborg og lade hende slippe. Hun vidste også, at hun af hensyn til sin egen velfærd burde bede om netop det. Hun trak vejret dybt ind og gav ham det svar, de begge vidste, ville komme.
    - Selvfølgelig kan jeg klare det.

Uddrag fra 'Selvrisiko', fra første side

Først troede hun, det var den billige vin fra Netto. For hvorfor skulle det ellers eksplodere i hendes hoved, som om syvogtyve bygningsarbejdere var i gang med at brække en væg ned? Det kunne selvfølgelig også have noget at gøre med mængden, tænkte Dicte halvsovende og rakte ud efter Bos varme. Mest for at få ham til at indstille den snorken, der larmede omkap med tømmermændene og med lyden af inferno. Hvornår var han gået i seng? Hvor længe havde hun sovet? Hun rullede forsigtigt om på siden og så på urets selvlysende visere, der stod på halv tre. Hun havde selvfølgelig ikke fået indstillet datoen, der viste den anden august og havde gjort det i årevis. Den anden var god nok, men måneden var ikke helt rigtig, for de var lige gået ind i februar. Ifølge kalenderen skulle det være kulsort udenfor, og ifølge TV 2 og hvad var det nu vejrpigen hed?, knitrende frost ned til minus femten, hvorfor hun da også havde iført sig termosokkerne, da Bo havde nægtet at følge hende i seng. Ked af det og halvfuld var han blevet siddende foran TV'et og en eller anden sportskanal. Fanden tage ekskoner og deres jalousi, som gik ud over børnene. Og Bo. Og hende selv, selvfølgelig; det mærkede hun jo, selv om hun nægtede at acceptere det. En arm blev langet tværs over sengen og ramte hende ublidt i brystet.
    - Hvad sker der? mumlede han med sprukken stemme.
    - Aner det ikke.
    Hun ville sige, at han skulle sove videre. Hun orkede ikke at snakke mere, at høre om, hvor meget han savnede børnene, og om, at han nu også snart ville kidnappe dem og tage dem med til Langtbortistan. Ikke at han i virkeligheden sagde så meget, men hun kunne jo se det på ham.
    Han trak hende tættere. Helt ind. Han viklede sine ben om hendes og stivnede.
    - Hvad fanden er det?
    Han hev dynen af i et snuptag og tændte lys.
    - Termosokker, mumlede hun spagt og følte sig som en gammel knibsk jomfru. - Jeg frøs.
    Han kastede et ligegyldigt blik på sokkerne. Der stod søvn i hele hans ansigt. Søvn og billig vin; man kunne måske også være for nærig.
    - Sgu ikke dem. Hvad er det for en larm?
    Lyden havde været der hele tiden. Den havde vel i virkeligheden vækket hende. Pludselig var hun lysvågen og også vred.
    - Møgunger.
    Mere nytårsskyts. Landsbyens unge måtte have købt et helt lager. I hvert fald havde de skudt raketter og heksehyl af flere dage i træk, og hun vidste, at hunden nu lå dernede og bævede af skræk under skænken. Men Bo rystede på hovedet og svingede benene ud over sengekanten.
    - Ikke klokken halv tre om morgenen. Og så det lys.
    Han havde ret. Natten var farvet med et orangerødt skær gennem skråvinduet, og det var ikke bare det sædvanlige lys fra gartneriets drivhuse, der lå fire kilometer væk. Han humpede hen til vinduet på bare fødder, og et kort øjeblik så hun hans profil i det orange skær og savnede forelskelsen.
    - Det brænder, sagde han og lød forpustet.
    Nu var hun ved hans side og så eksplosionerne. Taget på genboens stald gik af som på en gryde popcorn. Puff. Puff. Gnister sprøjtede, og flammer slikkede luftens frost. Hendes krop var stiv, måske kun et sekund; frosset fast. Så tøede hun op og ville tage trappen i termosokker og pyjamas, for hun hørte pludselig noget andet; fjernt. En anden og mere levende lyd.
    - Hestene!