De frie kvinders klub (1999)
begyndelsen af 80'erne var de uadskillelige. Isabel, Pernille, Solveig og Mette. Fire unge, vidt forskellige kvinder med drømmene i behold, fulde af forventning til fremtiden og med troen på, at venskabet ville vare evigt. Siden gled de fra hinanden. Mange år senere mødes Isabel, Pernille og Mette igen ved Solveigs begravelse. Den glade, succesfulde, begavede Solveig har taget sit eget liv. Hvorfor? Skyldfølelsen nager de tre efterladte medlemmer af De frie kvinders klub, og tvinger dem til at prøve at finde en forklaring. Og samtidig begynder de alle at blive forfulgt af en mystisk ukendt. Er det den samme, som har lagt buketten med sorte roser på Solveigs grav?
"Fire kvindeportrætter toner frem i et noget nær kriminalistisk plot, hvor forbindelsen mellem fortid og nutid langsomt afdækkes og belyser hinanden ... der er store problemer, og der er fine svar." - Karin Johansen, Kristeligt Dagblad
Forfatteren skriver om De frie kvinders klub:
"'De frie kvinders klub' var på en måde et bestillingsarbejde. Jeg havde altid haft en drøm om at skrive den store forkromede roman. En dag blev jeg kontaktet af et forlag, og jeg tog til møde i København med Lars Ringhof, som i dag er min agent. Han havde læst noget af mig, måske i ALT for damerne eller Berlingske Tidende og spurgte, om jeg have lyst til at skrive noget til forlaget. 'Jeg vil gerne skrive en roman,' svarede jeg. 'Fint, hvad skal den handle om?' spurgte Lars, hvortil jeg svarede: 'Det ved jeg ikke.' Han lod sig ikke slå ud men foreslog, at jeg skrev en roman, hvor der indgik et portræt af firserne. Det var noget, som på det tidspunkt manglede i dansk fiktion. Jeg gik hjem og tænkte. Firserne var mit ungdomsårti. Jeg var 20 år i 1980. Jeg tænkte på følelsen af eufori, som knytter sig til ungdommen. Vi kunne det hele. Vi var flyttet hjemmefra; vi var lige begyndt på diverse studier og var endnu ikke bundet af alt for seriøse kæresteforhold og børn. Jeg huskede en aften - måske en fødselsdag - hjemme hos mig. Jeg huskede, at jeg havde set mig rundt i kredsen af veninder med en salig bimmelim efter en del rødvin (sikkert den i sækken, som hedder Siglo) og mæt efter en gang lasagne fra Carolines Kogebog. Jeg husker, at jeg tænkte: 'Når jeg engang skal skrive en bog, skal den hedde: 'De frie kvinders klub.' Jeg vidste ikke, hvad den skulle handle om. Men jeg kendte romanens stemning, og det var den, der satte min handling i gang, og som formede karaktererne. Sådan sker det som regel for mig, når jeg først har en titel. Titlen er altid det første."
|
